En gammel kvindes betragtninger over ungdommens mirakler – Balayagen i Aalborg

Hun

12/12/2025

En gammel kvindes betragtninger over ungdommens mirakler – Balayagen i Aalborg

Hun

12/12/2025

Ak ja, tiden går, og håret følger med. Mit eget er blevet tyndt som morgentåge over fjorden, og farverne har for længst lagt sig til hvile. Men jeg skal da ellers lige love for, at ungdommen i dag kan få håret til at danse, som jeg aldrig har set mage til. Især når jeg går forbi en frisør i Aalborg — der kan både herreklip, balayage og fade — så må jeg altså stoppe op og kigge en ekstra gang. Balayage, siger de. Udtalt så fint, som var det fransk dessert. I min tid kaldte vi det jo bare “solkysset hår”, men jeg skal da ellers lige hilse og sige, at denne moderne udgave er noget helt for sig selv. Når jeg ser de unge komme ud med deres hår, der gløder som rav i efterårssolen, så tænker jeg: “Ja, verden går nu fremad, og godt det samme.” Der står jeg så, en gammel kone, med min indkøbsvogn og mine stive fingre, og betragter en frisør i Aalborg, som uden at løfte et øjenbryn kan lave en fade på en ung fyr så skarp, at man næsten skærer sig på den, og bagefter tryller balayage frem så blødt og naturligt, at det kunne være lavet af selve morgensolen. Jeg siger jer, i min ungdom var det stort, hvis man kunne lave en pæn permanent. Og herreklip — ja, det var skarpt skil i siden og en god omgang Brylcreem. I dag sidder de unge drenge i stolen som små konger, og får fades så glatte i overgangene, at man skulle tro, frisøren malede med luft. Jeg kan ikke lade være med at smile. Det er næsten poetisk. Men balayage i Aalborg… Det er noget, jeg nærmest betragter med ærefrygt. Som når man ser et håndværk, der er blevet så fint forfinet, at det minder mere om kunst end om arbejde. Det er som at se en maler lægge lys på lærred, men her er lærredet levende, og det går ud ad døren og lyser byen op. Jeg har siddet mange timer hos frisører gennem mit lange liv, og jeg ved godt, hvad det kræver af tålmodighed at bare klippe pandehår lige. Så når jeg ser dem stå dér — de unge frisører med sikre hænder — og male balayage-strøg med pensel og folie, så får jeg en følelse, som jeg ellers mest får i kirken: respekt og stille beundring. Jeg kunne aldrig selv bære sådan en frisure nu om dage. Håret vil ikke, og jeg har heller ingen grund til at forsøge at snyde ungdommen tilbage. Men jeg nyder at se det. Ungdommen, der gløder. Farverne, der falder som solskin i tråde. Faderen på de unge mænd, skarp som en officer i parade. Det hele gjort af én og samme frisør i Aalborg. Det må man da kalde alsidighed. Nogle siger, at alting var bedre i gamle dage. Jeg må ærligt tilstå: nej, ikke alt. For når jeg ser, hvad frisørerne kan i dag, så klapper mit gamle hjerte i hænderne. Ungdommen bærer lyset, men frisørerne skaber det. Og jeg går videre, med mine langsomme skridt, min gamle frakke og mit krøllede tørklæde, og tænker: “Ja, verden går fremad, og tak for det, for balayage i Aalborg — det er sørens mig smukt.”